Jeg sidder her og venter på at dagplejemoderen skal ringe og fortælle, at Sander er vågen. Jeg afleverede ham kl. 8.15 og så skulle han lige have formiddagsmad og så ud og sove - og han sover åbenbart stadig, for har intet hørt endnu. Det er hans første dag alene i dagplejen og havde egentlig tænkt, at det kun var et par timer. Men nu er der gået fire!
Det er ganske enkelt forfærdeligt at være alene! Jeg har flere gange taget mig selv i at liste rundt, for ikke at vække ham eller stoppe op og lytte om han nu siger noget. Og han er her jo slet ikke ..
Tiden er gået for stærkt, bum! Jeg tænker meget over, at den tid vi har haft i de ti måneder aldrig kommer igen.
Freja skal nu til at afleveres tidligt og hentes sent. Ja og det samme skal Sander. Freja har aldrig prøvet det før, så det bliver noget af en udfordring, men nok mest for mig.
Jeg har nydt at have tiden til at hygge, fjolle, tumle, rode, gå ture, bage og meget mere med min guldklumper. Selvfølgelig har jeg også tid til det i fremtiden, men bare ikke i helt det samme omfang - og det ærgrer mig!
Men alle andre familier har nok heller ikke samme tid, når arbejdet skal passes, så det skal vi også nok få lært, når vi lige kommer ind i rutinen og hverdagen for alvor starter.
Nu vil jeg snart håbe hun ringer og fortæller mig, at Sander er vågen. For jeg føler virkelig at jeg mangler noget. Har haft svært ved at finde ro og har tænkt og tænkt; mon det går godt, mon han sover, mon hun passer ordentlig på ham, mon han er ked af det, mon han savner mig som jeg savner ham, mon hun kan finde ud af at læse ham, mon de andre børn behandler ham pænt .. Mon mon mon! Jeg skal holde op med at spekulere så meget og bare stole på, at han nok skal klare det :-)
Jeg er en rigtig hønemor og det vil jeg altid være! :-)
God dag til jer der læser med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar